Første spadestik

Den 19. august kunne vi endelig fejre starten på etableringen af Egmont Bevægelsespark. Efter flere måneders intensivt arbejde med de sidste tegninger og anlægsfasen, var dagen kommet, hvor maskinerne fra Dalgas endelig kunne komme i gang.

Dagen bød på taler fra Odders borgmester Lone Jakobi, forstander Søren Møllgaard og højskoleelev Victor Knudsen, der alle understregede vigtigheden af, at parken bliver et tilgængeligt og inkluderende sted, hvor bevægelse er for alle — uanset funktionsvariationer.

Efter talerne tog Victor Knudsen plads i gravkoen, mens Lone Jakobi greb spaden og tog det officielle spadestik. Herefter deltog alle elever og deltagere i gravearbejdet – en symbolsk start på et projekt, der vil skabe et inspirerende område for både motion, leg og fællesskab.

Vi er glade for at være i gang med dette vigtige projekt og ser frem til, at Egmont Bevægelsespark snart bliver et nyt samlingssted.