Af Charlotte Birch-Jessen, Videnscenter om handicap

Han peger på, at alle mennesker befinder sig et sted i spektret mellem fuld og begrænset funktionsevne – nogle permanent, andre i perioder af livet. ”Derfor giver det mening at tale om funktionsvariationer i stedet for at placere mennesker i faste kategorier. På den måde kan vi arbejde med universelt design – altså at skabe en verden, som er indrettet til alle.”

Skolen hviler på tre værdier: myndighed, værdighed og solidaritet.

”Værdighed handler om, at alle mennesker har en værdi i sig selv. Vi skal ikke prissætte mennesker, men møde hinanden ligeværdigt og agere værdigt – både i relationen til andre og til os selv. Myndighed handler om at styrke det selvberoende menneske, så den enkelte kan træffe beslutninger i eget liv – også selvom det kræver tid og støtte. Og solidaritet handler om at stå ved siden af hinanden, nogle gange som den, der hjælper, andre gange som den, der modtager hjælp. Det skal ske uden, at der opstår en taknemmelighedsgæld, men med respekt og empati.”

De tre værdier udspiller sig tydeligt i skolens hverdag. ”Hos os er der en evig insisteren på, at alle deltager og bidrager. Selv hvis man har en omfattende funktionsnedsættelse, har man stadig en rolle i fællesskabet. Det kan være at tage del i en køkkentjans eller at være med til at træffe beslutninger om, hvilke fag man vil have, eller hvordan man ønsker at blive hjulpet. Det vigtigste er at se det enkelte menneske i øjnene og insistere på, at det er udgangspunktet for samtalen,” forklarer Søren.

På de lange kurser har skolen omkring 215-220 elever. Af dem har cirka 85-90 et handicap, mens 130 ikke har. Omkring 50 elever har behov for hjælp i udvidet form, og her er medstuderende uden handicap tilknyttet som hjælpere i et team omkring den enkelte. ”Det er helt afgørende for, at mennesker med svære funktionsnedsættelser kan tage del i noget så vigtigt som en højskoleoplevelse. De bliver en del af ungdomslivet, af en dannelsesinstitution og en demokratisk dannelsesproces. Det er en grundlæggende kulturel oplevelse – et møde, som er vigtigt for både individet og samfundet,” siger Søren.

Han peger også på højskolernes særlige rolle i Danmark: ”Højskolerne arbejder med livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. De stiller spørgsmålene: Hvad er et menneskeliv for en størrelse? Hvordan lever vi sammen? Hvordan får vi alle inkluderet i beslutningsprocesserne? Det er store spørgsmål, men netop derfor er højskolen et umisteligt element i vores kultur.”

En skole med omsorg og store ambitioner

Søren henter sin drivkraft som forstander for Egmont Højskolen både fra skolens hverdag og i de langsigtede ambitioner.

”Der er ingen tvivl om, at det, der driver mig, først og fremmest er den daglige glæde over at være et sted, hvor der er fyldt med omsorg og blik for hinanden. Man mærker hele tiden en inderlig insisteren på at se hinanden og få alle med. Det er den daglige motor i livet på højskolen,” fortæller han.

Ud over glæden ved hverdagen peger han på en større mission: ”Vi skal skabe ringe i vandet, så vi bevæger os væk fra et samfund opdelt i siloer. I stedet for at stigmatisere skal vi nærme os hinanden og få en dybere forståelse for, hvem vi er som mennesker. Vores liv kan se vidt forskellige ud, men vi har alle ret til – og mulighed for – at være deltagende og bidragende i samfundslivet.”

Den ambition kommer til udtryk i alt, hvad højskolen gør – fra undervisningen til de fysiske rammer. ”Det handler om, hvordan vi tilrettelægger fag, underviser, laver specialundervisning og små tilpasninger. Men også om, hvordan vi indretter bygninger, fra undervisningslokaler til værksteder, træningsfaciliteter mv. Motoren skal afspejle sig i alt, hvad vi gør – og forhåbentlig være til inspiration mange andre steder.”

For Søren handler det i sidste ende om at skabe forandring: ”Når man har været i kontakt med os – som elev, gæst eller samarbejdspartner – skal man gerne tage herfra en lille smule forandret. Man skal have lysten til at gøre noget lidt anderledes eller med blikket for at sige: ‘Vi kan faktisk godt. Vi kan gøre det lidt bedre.’”

Universelt design som levet værdi

Egmont Højskolens kunne i 2012 slå dørene op til svømmehallen Vandhalla. Vandhalla bygger på principperne om universelt design, så den er tilgængelig og brugbar for alle – uanset alder eller fysiske forudsætninger.

Og nu får Vandhalla en udendørs pendant. I august 2025 tog skolen nemlig det første spadestik til en stor udendørs bevægelsespark lige overfor svømmehallen. Med sine 30.000 m² bliver Egmont Bevægelsespark den første universelt designede udendørs bevægelses- og aktivitetsområde i Danmark. Måske endda internationalt.

Universelt design handler for Søren om meget mere end ramper og adgangsforhold. Det hænger tæt sammen med højskolens værdigrundlag.

”Når vi taler om universelt design, handler det både om de fysiske omgivelser og om de sociale og mellemmenneskelige rammer. Det handler om lige adgang for alle – også økonomisk og med fokus på bæredygtighed, ikke mindst den sociale bæredygtighed. Man kan se universelt design i bygningerne, men man kan også mærke det: Føler jeg mig inviteret ind i fællesskabet? Er der plads til mig, som jeg er – også læringsmæssigt? Det er det, der gør universelt design levende og meningsfuldt.”

Han understreger, at værdierne ikke blot er ord på papir: ”Universelt design afspejler vores værdigrundlag. Det er noget, vi bærer uden på tøjet hver dag. Vi har ikke løsningen på alt, men vi bevæger os hele tiden et skridt videre og spørger: Kan vi gøre det endnu bedre?”

Med Egmont Bevægelsespark tager højskolen et nyt skridt. ”Vi har allerede arbejdet med at gøre træningsrum og svømmehal fuldt tilgængelige. Nu flytter vi de erfaringer ud i naturen og skaber udendørs faciliteter, hvor mennesker kan mødes om bevægelse og fælles oplevelser. Det handler om at forbinde natur, krop og fællesskab – og invitere alle med,” fortæller Søren.

Ingen passive taskeholdere her, tak

Afsættet for Egmont Bevægelsespark var ønsket om at skabe et sted, hvor alle kan deltage på lige fod – uanset funktionsniveau. Som Søren forklarer:

”Vi ville skabe et område, hvor mennesker med og uden handicap kan være aktive sammen. Hvor man både kan bevæge sig – og lade sig bevæge. Det handler ikke kun om at bruge kroppen, men også om at blive rørt og have meningsfulde oplevelser sammen.”

Netop derfor var det afgørende, at parken ikke endte som et sted, hvor nogle kunne være med, mens andre måtte nøjes med at kigge på. ”Der er ikke nogen mennesker, der skal reduceres til at være en kaffedrikkende taskeholder,” siger Søren. ”Det giver ikke mening at kunne komme med det meste af vejen, men så blive efterladt på sidelinjen, mens familie og venner har det sjovt. Alle skal kunne være med i aktiviteten på et eller andet niveau.”

For Søren handler det ikke om, at alle skal præstere det samme, men om at skabe rammer, hvor man kan bidrage og være til stede på egne vilkår. ”Det kan godt være, at man skal lade sig bevæge af en anden – ved at blive skubbet i kørestol eller have en hånd at holde i, hvis man er svagtseende – men man er stadigvæk med på banen. Man skal være en del af aktiviteten, i stedet for at være henvist til en passiv tilskuertilværelse.”

Naturligt forbundne

Efter en arkitektkonkurrence var det forslaget Naturligt forbundne udarbejdet af arkitekt- og landskabstegnestuen LYTT, der løb med sejren. Netop titlen rummer hele kernen i projektet. Den peger både på sammenhængen mellem mennesker og natur og på det grundlæggende menneskelige fællesskab, som universelt design kan skabe.

”Vi er som mennesker naturligt forbundne på tværs af funktionsvariationer, generationer og livsforudsætninger,” siger han og peger på, at parken skal gøre dette synligt og mærkbart. ”Når vi bevæger os herude, har vi noget med hinanden at gøre. Vi tager vare på hinanden og gør noget for og med hinanden.”

Et af de centrale principper i arbejdet med Egmont Bevægelsespark var, som Søren formulerer det, at tænke ”hjul før ben”. Pointen er enkel: Hvis man tager udgangspunkt i de behov, som mennesker i kørestol har, så kan gående som regel også være med – men ikke nødvendigvis omvendt. At vende perspektivet på den måde var styrende gennem hele designprocessen.

Et andet vigtigt princip var muligheden for at graduere udfordringerne. Tilgængelighed bliver let reduceret til snak om ramper, hældningsgrader og niveaufri adgang. Det er nødvendige hensyn, men de kan også gøre oplevelsen en smule flad. ”Vi har alle sammen brug for den dér ”rutsjebanefornemmelse i maven” – følelsen af fart, kildren og måske endda et lille sug i kroppen”.

Derfor er der i bevægelsesparken bevidst designet steder, hvor man kan opsøge den oplevelse, hvis man har lyst. Ingen bliver tvunget til at prøve, men pointen er, at man ikke reduceres til passiv tilskuer, men kan vælge at være aktiv på egne præmisser.

En ny standard for aktive udeområder

Forstander Søren Møllgaard Kristensen håber, at vi med Egmont Bevægelsespark nærmer os en ny standard for, hvordan udeområder kan designes så alle kan være med - uden særløsninger og uden at det behøver at være kedeligt. Sørens drøm er, at parken bliver et forbillede for andre institutioner, byrum og udearealer både i Danmark og i resten af verden.

”Mit håb er, at når folk træder ind i parken, kan de mærke, at alle kan være med – og at de tager den oplevelse med sig videre og siger: ‘Det kan vi godt gøre bedre derhjemme også. På den høje klinge kan man sige, at det ikke blot er en fysisk park, men et levende eksempel på, hvordan inkluderende design kan skabe fællesskab, glæde og oplevelser for alle. Det er en invitation til at tænke nyt, bryde barrierer og lade ingen stå udenfor – en vision om en verden, hvor alle har plads og mulighed for at deltage”.

Egmont Bevægelsespark kan efter planen byde velkommen udenfor i sommeren 2026.